Asathys og hendes verden

På sådan en helt almindelig mandag med mit sædvanlige søvnunderskud går det op for mig hvor mange underlige observationer jeg går og registrerer.

Sad og sÃ¥ tv da reklamen for Haiti støttesangen “Skrøbeligt fundament”, som jo er et udmærket initiativ, kom frem pÃ¥ skærmen. Jeg sad tilbage som jeg plejer og kunne ikke helt ryste Thomas Buttenschøn af mig. Jeg har ikke helt kunne sætte ord pÃ¥ det før.  Den glade dreng, der normalt lyser alting op med sit smil, ser bare helt anderledes ud i den reklame. Han ser lidt betuttet ud - jeg ved ikke  - om det er et forsøg pÃ¥ at se alvorlig ud eller hvad. Hvordan skal jeg forklare det?

Okay, jeg synes han ser lidt forstoppet ud. Og nÃ¥r han sÃ¥ oven i købet stÃ¥r og synger “Hvor viljen er, er der en vej”, fÃ¥r jeg bare helt forkerte billeder inde i mit hoved.

SÃ¥ er det sagt.

Jeg fandt en “hjemløs” avis, nærmere betegnet B.T., pÃ¥ mit arbejde og vanen tro læser jeg den selvfølgelig. Godt nok var det gÃ¥rsdagens nyheder, men jeg sparede jo hele 15 kr.

På bagsiden var der en artikel om bandet The Rumour Said Fire, og deres forsøg på at sælge husforbi ved Nørreport station i mandags. Og straks plinger den tanke, der flygtigt fór igennem mig mens jeg bevægede mig over til billetkonteret, op i mit hoved igen.

Jeg synes nok ham den hjemløse, der henvendte sig til mig, var lidt yngre (og måske også lidt renere) end dem der plejer at stå der.

Det ægrede mig at jeg ikke kunne genkende nogle af dem der spillede i bandet, for sÃ¥ ville jeg da have takket dem for deres fede musik (Jeg ville ihvertfald have skænket dem en kærlig tanke). ”The balcony” er nok den sang folk forbinder mest med dette band. Den bliver rÃ¥spillet pÃ¥ p3, sÃ¥ hvis man lytter bare lidt til radio, kan man næsten ikke have undgÃ¥et at have hørt den.

Det glædede mig at de støttede så god en sag. Selv, kan jeg nok tælle de gange jeg har købt Husforbi på to hænder.  Så de prikkede nok også lidt til min dårlige samvittighed.  Men nu er det jo heller ikke fordi jeg ligefrem opsøger dem der står og sælger hjemløs-avisen, så lidt undskyldt er man vel.

I artiklen nævnte de også at de fleste folk gik forbi dem med nedslåede blikke, der sikkert bundede i forlegenhed. Men om det så var på folks egne eller de hjemløses vegne er vel det store åbne spørgsmål.

Jeg.. lærer.. det.. aldrig..

Aldrig gå i Netto mellem kl. 15 og 18. Husk det nu for fanden.

Det gik allerede galt inden jeg  overhovedt kom ind i butikken. Kom til at vælte nogle cykler fordi folk ikke stiller deres cykler i selve cykelstativet. Istedet skal de da placeres så cyklerne dækker mindst to pladser for det giver jo mest mening. Men rejste da cyklerne på plads igen, der var også nogle der kiggede.

 Så var der ingen kurve. Det er ok, der er jo mange kunder lige på det tidspunkt. Men overvejer nogle gange om jeg skal søge noget angermanegement, efter sådan en indkøbstur. Jeg når at forbande halvdelen af de andre handlende inden jeg når kassen. Og hvorfor er gangene så smalle? Man kan jo ikke gå forbi hinanden uden at ens indkøbskurve støder sammen som klingerne i en sværdkamp.  For ja, det føles lidt som en kamp, når man er i Netto. Hvem flytter sig for hvem? Hvem giver op og hvem giver dødsstødet?

SÃ¥ kan jeg fornemme en der nærmest tripper bag ved mig.”Ja, nu stÃ¥r jeg fandeme lige foran frysedisken, lad være med at stille dig helt op i røven pÃ¥ mig, bare fordi du ogsÃ¥ skal til.” Det bliver i tankerne, men jeg trækker tiden lidt bare for at provokere.  

Så kommer prikken over i’et. Da det er ved at være min tur til at lægge varer op pÃ¥ bÃ¥ndet, vender jeg ryggen til for at løfte min indkøbskurv op. I mellem tiden springer en gammel mand over mig i køen (Jeg er Ã¥benbart helt vildt langsom, han er ret gammel). Jeg stÃ¥r lidt og lukker damp ud af ørerne inden jeg forvandler mig til The Hulk eller det der er værre.. Men indser at jeg egentlig ikke orker at hidse mig op over det. Han skulle ogsÃ¥ kun have én ting, frysepizzaer.. lidt spøjst faktisk.  

Galde.. Er.. Godt.. at lukke ud.. Ahh.

Åh, ja. Så sidder jeg  her og har fanget mig en slem forkølelse. Mig som ellers aldrig er syg, skal selvfølgelig blive sløj, lige når jeg endelig har fået ferie. Men det er fint nok. Det skal ikke ødelægge noget.  Mens snottet vikarierer for min hjerne, vil jeg foretage mig en hel masse nyttige ting. Jeg lover det.

Jeg vil lege basket med mine snotklude og lokke kæresten til at samle forbierne op, det var egentlig også ham der smittede mig til at starte med. *Evil stare* Jeg vil begynde at værdsætte god mad, når jeg rent faktisk kan smage igen. Det er jo så meningsløst at spise når man er forkølet, så vil kun spise når jeg er rigtig rigtig sulten. Så kan det være jeg bliver belønnet, næste gang jeg træder op på vægten. Man kan vel håbe?

Desuden lyder man jo som en klovn på helium, når bare man siger det mindste, så der er god underholdning til dem omkring én. Man kan da godt få noget positivt ud af en forkølelse. Jeg er helt sikker..

Nørreport st. præsenterer dagens brækklat, og mine sko klistrer til de indtørrede væsker på gulvet, så jeg ved jeg er det rette sted.

Går ned at trapperne til de regionale spor, hvor jeg på forhånd opgiver at finde en ledig bænkplads. Ikke at jeg er særlig interesseret i at føre numsekrig på de rygløse bænke der står dernede . Man kan nemlig sagtens sidde et par stykker på hver side af bænken. Men det vigtige spørgsmål er altid, hvor mange brædder sidder du på og hvor mange kan jeg tillade mig at fylde før du synes min røv er for bred? Og det er bare sådan nogle spørgsmål jeg ikke kan overskue så tidligt om morgenen.

SÃ¥ er der er rygeren der provokerende tænder en smøg, efter at have skævet til et “rygning forbudt” skilt. Der er altsÃ¥ dømt passiv rygning allerede fra morgenstunden.

Jeg står der og venter på det rette tog, og overvejer om jeg skal begynde at gå med høreværn hernede, mens skriverierne omkring manglende partikelfiltre på togene, også tilføjer en gasmaske på min næste ønskeliste. Fingrene ryger automatisk op i ørerne, da jeg ser et af de helt gamle dsb tog komme raslende nede ad sporet, og stortset alle omkring mig gør det samme. Jeg er næsten overbevist om at mig og mine medrejsende er i fare for en begyndende tinnitus, da  jeg står og hører togene skrige deres smerte ud, når de skal stoppe ved stationen. Ikke at togene ikke larmer ved andre stationer, men det er som om det klaustrofobiske trinbræt de kalder Nørreport st. forstærker rædslen i tusindfold.

Når mit tog så endelig ankommer er der som regel en af dobbeltdækker togene, hvor man kan se sit spejlbillede i togdørene,  jeg kan se mit morgentrætte ansigt blandt menneskemængden. Dørene bliver åbnet og  jagten går på en af enmandssæderne, alt for at undgå at sidde ved siden af ham der lugter eller hende der snakker højlydt med veninden. Man kender vel sine medpendlere efterhånden.

Jeg er i gang med mine pilates øvelser da jeg ser et par myrer krybe hen ad gulvet. Kan ikke klare insekter af nogen art, så jeg kvaser dem med koldt blod. Efter endt motion går den store jagt på mulige huller sådan nogle bæster kan kravle ind ad. Jeg har ikke det store held, men opdager 5 myrer mere. Finder et mordvåben i form af en tennisbold, og leger bøddel endnu engang.

Smat, mas, kvase, knuse, smadre.

Jeg betragter mit værk. Insektlemmer ligger spredt ud over gulvet som en mindre massakre.

Herefter vender jeg mig om og ser min kat bøjet ind over min nuddelret som jeg havde gemt til senere ( og set frem til). Han er i fuld gang med at spise al det kyllingekød der er i. Jeg er normalt ikke typen der er hysterisk omkring bakterier, men tanken om hvor den kat sidst havde slikket sig…  Lige pludselig havde jeg ikke sÃ¥ meget lyst til den nuddelret. Karma kan være hÃ¥rd og ubarmhjertig

Skal huske mig selv på at:

• Fylde kattens madskÃ¥l
• Købe myrelokkedÃ¥ser

Jeg har i årevis haft en tilbagevendende drøm om jeg falder ned i et dybt hul, hvorefter jeg vågner op fordi det føles så virkeligt. 

Her i påskeferien sidder jeg så i bilen med min familie, på vej til sommerhuset vi har lejet.  Vi har taget en hel masse gamle ugeblade med at læse i. Jeg falder over en lille artikel der handler om drømmetydning. De skriver så at hvis man drømmer om at falde, kan det betyde om man skal lære at slippe kontrollen. Jeg tænker ikke videre over det, og slår det hen med at det jo bare er ugeblads jounalistik. Hvor seriøst kan det lige være?

Men et eller andet sted har det nok alligevel sat sig lidt fast “deroppe”. Jeg oplever nemlig flere gange under vores ferien at der er noget sandhed i det. F.eks. kører vi en tur ud til Vesterhavet, her ser jeg de andre vælte rundt i klitterne og have det sjovt  ( Og fÃ¥ sand stort set alle sted hvor sand kan komme ind). Mens jeg selv, det meste af tiden, bare sidder og kigger pÃ¥ alt det sjove fra afstand.

 Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvis jeg ser tilbage på mit som gammel, og konkluderer at sådan har jeg levet hele mit liv. Det må ikke ske, jeg vil ikke kun opleve alt det sjove fra afstand. Jeg vil også hoppe fra vipperne i svømmehallen uden at tænke på om jeg ser dum ud. Jeg vil ikke kun være sjov og social på tomands-hånd.

Jeg vil også slippe kontrollen.

 

NÃ¥, men jeg nÃ¥ede aldrig at fÃ¥ læst “Stolthed og Fordom”, men opdagede til gengæld en anden forfatter jeg ikke kendte til før. Dan Simmons, jeg læste “Hyperion” mens jeg var i sommerhus med familien. Den fangede mig hurtigt og skal helt sikkert læse mere af ham. Kunne mærke at jeg var gÃ¥et lidt i stampe mht. at læse  bøger, men har helt sikkert fundet et lyspunkt. Synes ogsÃ¥ jeg kan mærke en større inspiration pÃ¥ mine egne skriverier. Fantastisk.

Hvor jeg dog tørster efter en god bog lige for tiden. Lige for tiden ender  jeg op med nogle ligegyldige bøger der er glemt efter 5 -10 min. Men stædig som jeg er, skal jeg da lige læse historien færdig. Også selvom hver sætning er mere pinefuld end at epilere mine ben.  -.-

Jeg savner at sidde og læse en bog, der fanger mig med det samme. Sådan en der får mig til at læse langsommere, bare fordi jeg ønsker at historien ikke skal slutte. Sidste gang jeg havde det sådan, var da jeg læste Jane Austen; Stolthed og fordom.

Har hermed besluttet at den skal læses igen i påskeferien.

Kender i det nÃ¥r en sang, et ord eller en lugt kan bringe en tilbage til nogle minder man har? For mig er ordet “Hindbærsnitte”, for altid forbundet med et stunt min kæreste lavede engang.

Vi havde lige været inde hos en bager, og købe lidt forskelligt kage, blandt andet en hindbærsnitte, som han havde set frem til at spise. Men skuffelsen var stor, da det viste sig at den var så tør at han ikke kunne få den spist.  Han blev så gal at han kastede den hårdt mod en væg, og den smuldrede i 1000 stykker. Man skulle nok have været der, for jeg kunne ikke holde mit fnis tilbage, det så virkelig komisk ud.

Lige siden den dag, kan jeg kun tænke på den episode hver gang der er nogen i min nærhed der nævner hindbærsnitter.  Folk kigger lidt underligt, mens jeg sidder der og griner lidt for mig selv.

Spøjst..